Oplevelser og Inspiration

Små hoppende optimister skaber glæde

nyt indlæg

Hvis du ikke allerede har gættet artiklens indhold ved blot at læse denne overskrift, så lad os skære det ud i pap: det handler om Hoptimister. De små figurer med en fjeder i midten, som man ikke kan andet end at blive glad af. Navnet antyder det samme; små, hoppende optimister, som er sat i verden for at give os et lille smil på læben ved deres blotte tilstedeværelse. 

Hoptimister kan købes de fleste steder efterhånden, og de har i nogle hjem fået helt kultstatus med deres letgenkendelige udseende og deres, for nogen, høje affektionsværdi. Men ved du egentlig andet om Hoptimisterne, end at de er sjove at trykke på, når du går forbi dem i din nærmeste isenkræmmer?  

Hoptimistens historie 

De første Hoptimister blev designet tilbage i 1960’erne af den danske trædrejer Hans Gustav Ehrenreich, som holdt til i sit lille værksted i byen Stilling. Salget af dem tog hurtigt fart, og efter kort tid måtte han flytte over i et større værksted, for at kunne følge med efterspørgslen. 

Optimisme og glæde prægede i høj grad arbejdsgangene hos Ehrenreich, som gik meget op i hans personales velbefindende. For eksempel forærede han dem alle en rejse til Mallorca i 1970, for at fejre virksomhedens succes.  

Storhedstiden for Hoptimisten lå omkring 1967-1974, og derefter var Ehrenreich nødt til at lukke sin fabrik. I 2009 blev Hoptimisten relanceret i Ehrenreichs ånd, og lever i dag i bedste velgående, men masser af nye Hoptimister. 

En Hoptimist til de fleste mærkedage 

Og Hoptimister er der nok af. Faktisk findes der efterhånden en figur til de fleste mærkedage og de fleste hjem. Der er de mere klassiske Hoptimister i plastik, som dem Ehrenreich skabte i 60’erne, og så er der senere kommet nye til i træ, i krom og også i et blødere materiale i serien ”Soft”. 

Til bryllupper kan brudeparret forkæles med et lille Hoptimistbrudepar, som er iført et lille slør eller en lille hat. Og de små hoppere kan også bruges til at fejre gennemførte uddannelser med. De findes nemlig både med studenterhuer i forskellige farver og med den helt klassiske universitetshat på hovedet. Ligeledes er der adskillige julehoptimister med både nissehuer og rensdyrgevirer på toppen. 

Og det er ikke kun de gamle, klassiske mærkedage man kan fejre i selskab med Hoptimisterne. De findes nemlig også i en regnbueudgave, som kan bruges til at fejre Pride – eller bare mangfoldighed i det hele taget.  

Specielle Hoptimister 

Som noget nyere i Hoptimist-universet er også kommet de mere specielle, samlerobjektværdige produkter. Her ses blandt andet Bumble lampen, som er en bordlampe i det helt klassiske, originale design, som fås enten i plastik, krom eller træ. 

Og til de helt store fans af Hoptimisten kan købes forskellige prints med de elskede, små figurer på, eller hvide krus med farvede billeder af Hoptimister. I det hele taget er der rig mulighed for at omdanne meget af sit hjem til en hyldest til Hoptimisten, og vel egentlig også til optimismen i det hele taget.